Home > Familien > Home sweet home – en lynkineser

Home sweet home – en lynkineser

February 3, 2007 Leave a comment Go to comments

Hvad gør man for at slippe af med kinesiske BZ’ere? Det er et spørgsmål som trænger sig mere og mere på. Men jeg starter vist det forkerte sted…

Vi har købt et hus… mere.. herovre denne gang, så alt går efter planen… sådan da… Lige så snart at vi var ankommet herovre og havde overstået de værste bølger af jetlag, ja så skulle vi så i gang med at kigge efter "Casa del Lund +Thomasberg".

Herovre er bolig markedet noget der "rykker" – ting går sgu stærkt – Det havde vi dog ikke tænkt os at lade os røvrende af. Næj do, ikke en skabsjyde som mig.. Så vi tog det lidt med ro. Det var nok også en god ide, for der var ikke noget af det vi rigtigt var "in to".. Men det skulle da ikke forhindre husene i at bliver solgt i en ruf. hvis noget er godt… så er det næppe på markedet mere end en uge eller 2.. Hvis det er i kategorien "ehhh. måske" – eller det der er værre, så ligner ligge-tiden lidt mere det vi keder derhjemmefra. Men det betyder så at hvis man finder noget man gerne vil have, så skal der handles.

Uden at vi havde "grimme oplevelser" med  det, så blev det dog klart at man skal være klar til at handle. Vi havde fundet et hus som vi var nogenlunde enige om var godt… Jeg var dog ikke klar til at handle, og Judith var ikke så vild med det at hun fik mig overbevist, så vi tog ud og så lidt flere…

Så fandt vi så et hus vi syntes var rigtig godt, og det var inden for vores budget. Så 5 minutter efter at vi havde kigget hinanden i øjnene osv. – og vi havde endnu ikke forladt huset – så gik vores mægler i gang med at smække vores tilbud sammen… Måden det foregår er at selv som køber har man sin egen bolig mægler (som hjælper med at finde interessante hjem og sætte "visninger" op osv.), han står fr det formelle med at afgive buddet.. Vores mægler ville så lige checke op på om huset var det værd som de forlangte for det. Det var det ikke… det var sat 30.000$ for højt, så vi valgte at give et bud som var mere tilsvarende med det vi følte det var værd. Den hoppede de så ikke på.. et eller ande med at de ikke ville gå 30.000 ned 5 dage efter at de var kommet på markedet… pffffft 🙂

Nå, men det var der jo så ikke noget at gøre ved, så vi skyndte os så at kigge i gennem det sidste som bolig databasen havde fået at tilbyde.. Der var sgu noget at se på, så vi lagde skuffelsen over det andet til side og skyndte os ud og se på… der var så noget der så rigt godt ud, det var kommet på markedet dagen før (og det var lørdag – dagen før den store open-house-dag) så vi tænkte nu skulle vi sku handle. Huset var egentligt pris sat til et fornuftigt niveau, men vi valgte aligevel at dyrke den indre jyde og byde 10.000$ under.. Og dælme om de ikke accepterede? Det havde vi sgu ikke regnet med.. det var jo kun til salg i et døgn..

Så vi bød og fik accepteret buddet om søndagen, hurry hurry hurry, ned og få underskrevet papirerene og få dem til sælger så de også kunne underskrive – hvilket de gjorde…. Om mandagen ringede vores mægler så og fortalte at sælger aligevel ikke var interesseret i at sælge… Hmmm.. hvorfor mon det? Kunne det være at de havde accepteret vored tilbud for hurtigt og de nu havde fået et bedre? Det tror jeg vist nok, men det er det gode ved en kontrakt med underskrifter på – den er bindende… Så på en pæn måde fik vi fortalt gennem vores mægler at de kunne hoppe i havnen – huset var vores. Det fattede de vist ikke. Dagen efter var de der igen… de ville ikke sælge… Og? De var ikke i humør til selv at fortælle hvorfor, de ville bare gerne ud af handlen…. hmmmm… I think – not!

Mægleren (og vores dertil indhentede advokat) forsikrer os at vi har retten på vores side da vi har deres underskrifter… men derfor kan de stadig fysisk være besværlige… såsom ved ikke at have flyttet deres lort når vi overtager huset..

Selv da vi skulle foretage bolig inspektion, så prøvede de at kaste forhindringer i vejen.. De havde ikke forladt huset da vi ankom, og ville heller ikke gå før vores mægler havde forklaret dem et par gange hvordan man normalt gjorde det.. Da de så forladte huset vidste det sig så at det var et par forældre med børn som havde "Grandma and Grandpa Kim" boende i kælderen. Grandma-China var… med andre ord…. NASTY… fra hoveddøren og nede til bilen nåede hun at skule ondt til os alle og spytte 2 gange… charmerende.

Nå må vi se.. d. 2.. overtager vi huset og med udgangen af februar skal vi forlade vores temp housing, så mon ikke vi for gjort rent og flytter ind en gang i den sidste weekend i februar… under forudsætning af at vi kan slippe af med den de kinesiske BZ’ere altså..

Categories: Familien
  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: